Præstationsangst – det vi ikke siger højt til de unge, fordi vi ikke siger det til os selv

I 12 år har jeg holdt foredrag for tusindvis af unge om seksualitet, samtykke og grænser. Her på nettet har jeg længe været stille.

Præstationsangst har været med hele vejen.

Som teenager der ikke kunne få den op at stå første gang jeg skulle have sex. Som ung guitarist på Musikkonservatoriet, der gik ned med stress før eksamen og blev sygemeldt i ni måneder. Som foredragsholder, der på scenen taler om at gå først – og bagefter sætter sig hjem og skriver tekster, der aldrig bliver publiceret.

Nu træder jeg ind på denne scene. Uperfekt. Usikker. Fordi min angst for at være for meget ikke længere får lov at bestemme.

Jeg skriver om det vi mærker, om de samtaler vi udskyder.

Det er præcis dét, jeg møder i klasselokalet. Unge der sidder med de samme ting. En dreng der ikke tør sige at noget føles forkert. En pige der smiler og siger det er okay, fordi hun ikke vil ødelægge den gode stemning. Præstationsangst er ikke et ungdomsproblem – det er et menneskeligt mønster. Det starter tidligt. Det sætter sig i kroppen. Og det viser sig i klasselokalet, i parforholdet, i sengen.

Det jeg ved med sikkerhed efter 12 år: det krakelerer ikke af et oplæg om præstationsangst. Det krakelerer når nogen går forrest og viser det selv.

Hvad oplever I hos jeres elever – er der samtaler de ikke tager, fordi ingen tager dem først?