Præstationsangst – det vi ikke siger højt til de unge, fordi vi ikke siger det til os selv
I 12 år har jeg holdt foredrag for tusindvis af unge om seksualitet, samtykke og grænser. Her på nettet har jeg længe været stille.
Præstationsangst har været med hele vejen.
Tre scener fra mit eget liv
Som teenager kunne jeg ikke få den op at stå første gang jeg skulle have sex. Det værste var ikke selve oplevelsen. Det værste var at jeg ikke havde nogen at dele det med. Mine forældre? Nej tak. Klassekammeraterne? Jeg kendte svaret på forhånd: “Du skal jo bare kneppe, hvor svært kan det være?” Så dem turde jeg heller ikke sige det til.
Som ung guitarist på Musikkonservatoriet stod jeg foran en afgørende eksamen. Alt skulle sidde perfekt. Jeg øvede og øvede, og jo mere jeg pressede, jo mindre ville kroppen. Den sagde fra længe før hovedet gjorde – først som uro, så som angst, til sidst som et sammenbrud. Jeg blev sygemeldt i ni måneder. Det stod ikke just i kursusbeskrivelsen …
Som foredragsholder taler jeg på scenen om at gå forrest. Og bagefter satte jeg mig hjem og skrev tekster der aldrig blev publiceret. I årevis. Min kladdemappe var efterhånden blevet et helt forfatterskab som ingen fik at se. Læg lige mærke til det: en mand der lever af at lære andre at udtrykke sig, turde ikke trykke på publicér.
Nu træder jeg ind på denne scene. Uperfekt. Usikker. Fordi min angst for at være for meget ikke længere får lov at bestemme.
Kroppen ved det før hovedet gør
Præstationsangst er ikke bare nervøsitet før noget vigtigt. Det er et mønster der sætter sig i kroppen. Sveden. Hjertet der hamrer. Tankerne der kører i ring om alt det der kan gå galt.
Og når mønstret ikke får lov at blive sagt højt, taler kroppen på sin egen måde. Hos mig blev en eksamen til ni måneders sygemelding. Kroppen sagde det jeg ikke selv kunne: det her er for meget.
Det jeg møder i klasselokalet
Det er præcis dét jeg møder hos de unge. En dreng der ikke tør sige at noget føles forkert. En pige der smiler og siger det er okay, fordi hun ikke vil ødelægge den gode stemning. Karaktererne, kroppen, profilen, den første gang – alt skal være perfekt, og ingen siger højt hvor hårdt det er.
Præstationsangst er ikke et ungdomsproblem – det er et menneskeligt mønster. Det starter tidligt. Det sætter sig i kroppen. Og det viser sig i klasselokalet, i parforholdet, i sengen.
Det der får den til at krakelere
Det jeg ved med sikkerhed efter 12 år: den krakelerer ikke af et oplæg om præstationsangst. Den krakelerer når nogen går forrest og viser det selv.
Når jeg står foran 300 elever og fortæller om min egen pinlige debut og mit eget sammenbrud, sker der noget i salen. Skuldrene falder. En eller anden tænker: så er jeg ikke den eneste. Og så begynder samtalen – den de har udskudt i årevis.
Det er sådan vores sexologer står foran eleverne. Som mennesker der har stået i det selv.
Hvad oplever I hos jeres elever – er der samtaler de ikke tager, fordi ingen tager dem først?
