Vi har givet de unge en samtykkelov – men ikke et sprog

For ti dage siden sad jeg i TV 2 News og sagde noget jeg har sagt
tusind gange før i et klasselokale. Bare aldrig foran et tv-kamera:

“Samtykke bor i kroppen. Det har vi som samfund desværre glemt at
undervise i.”

Jeg har ventet ti dage med at skrive om det. Ikke fordi det ikke
betød noget – men fordi jeg havde brug for at lande først.

Loven er der. Sproget mangler.

I 12 år har jeg holdt foredrag for unge om samtykke, grænser og
relationer. Hver gang jeg står foran en klasse, oplever jeg det
samme:

De kender loven. De har hørt om samtykke. De ved hvad de bør sige.

Men de kan ikke mærke deres eget ja og nej.

Det er ikke fordi de er ligeglade. Eller fordi de ikke vil det
rigtige. Det er fordi vi som samfund har lært dem alt om hvad
samtykke er – og næsten intet om hvor det bor.

Loven peger på kroppen. Men ingen lærer dem at mærke den.

Den danske samtykkelov er klar: samtykke kan udtrykkes med ord
eller med kropssprog. Lovgiverne har forstået at samtykke ikke
kun lever i sproget. Det er en stor ting.

Men her er gabet: loven anerkender kroppen som gyldigt samtykke –
uden at vi nogensinde har undervist de unge i at lytte til kroppen.
Hverken deres egen eller en andens.

Vi har givet dem en lov der peger på kroppen. Og så har vi sendt
dem til festen, til datingappen, til intimitet – uden et sprog for
det loven peger på.

Og hvordan skulle de kunne det?

Vi voksne har jo selv glemt det. Vi er opdraget til at smile når
noget er ubehageligt. Til at bevare den gode stemning for enhver
pris. Til at sige ja med munden mens kroppen siger nej.

Det starter når et barn lærer at en voksens behov vejer tungere end deres egen mavefornemmelse. Det skærpes når en teenager smiler ved en kommentar der gør ondt, fordi modet til at sige fra ikke er der. Og det følger med ind i voksenlivet, hvor det ubehagelige bliver pakket ind i en høflig smiley.

Loven er kognitiv. Samtykke er kropsligt.

Så hvad skal vi gøre?

Vi kan ikke lære unge at mærke deres krop, hvis vi ikke selv kan mærke vores ja og nej. Det er den svære pille at sluge.
Undervisning i samtykke er ikke et fag der kan outsources til en
weekend-uddannet underviser eller et materiale med cases og
paragraffer. Det er en kropslig praksis. Og den skal starte hos de
voksne, der underviser de unge i samtykke.

På gymnasier og ungdomsuddannelser handler det her ikke om at give
de unge mere viden. Det handler om at give dem et sprog – et
kropsligt sprog – for det de allerede mærker. Så de kan aflæse det
i sig selv. Og i andre.

Hvad oplever I hos jeres elever?
Er der noget de mangler ord for, som de tydeligt mærker?