Samtykke på skoleskemaet
Fire ud af ti unge mænd har svært ved at aflæse et ja når det ikke bliver sagt med ord.
Det er tal fra Det Kriminalpræventive Råd. Og i sidste uge kom sagen på den politiske dagsorden: SF og en række andre partier vil sætte samtykke fast på skoleskemaet i folkeskolen.
Det er rigtigt. Det skal på skemaet. Jeg har sagt det i 12 år.
Loven kom. Sproget fulgte ikke med
Samtykkeloven trådte i kraft i 2021. Den slår fast at sex kræver et ja fra begge.
Men en lov er en regel i hovedet. Den fortæller dig hvad du bør gøre. Den lærer dig ikke at mærke om den anden faktisk har lyst.
Og det er dér de unge står. De kender godt loven. De ved hvad de bør sige. De kan bare ikke mærke et ja eller et nej når det ikke bliver sagt højt.
Kroppen siger det først
Den samme undersøgelse viser også noget andet: mere end hver anden af os signalerer vores ja med kroppen. Ikke med ord.
Tænk lige over det. Vi giver vores samtykke gennem et blik, en bevægelse, en lyd, en krop der åbner sig eller trækker sig. Sjældent med en hel sætning.
Og det er ikke fordi de unge mænd er ligeglade. Tværtimod. Det er fordi ingen har lært dem at læse det sprog kroppen taler. Et sprog som de fleste af os har glemt at vi har.
En paragraf kan man lære udenad. En grænse skal mærkes
Forestil dig en time hvor en lærer gennemgår samtykkeloven på tavlen. Eleverne tager noter. De kan den og har forstået den intellektuelt.
Og så står de til en fest lørdag aften hvor der ikke er nogen paragraf. Hvor det hele afgøres i kroppen, i sekundet, uden ord.
Karaktererne falmer med årene. Evnen til at mærke en grænse følger dem resten af livet, i alle deres relationer.
Sætter vi samtykke på skemaet som ren teori, har vi givet de unge endnu en lov. Men stadig ikke et sprog.
Loven er kognitiv. Samtykke er kropsligt.
Det begynder med at mærke sig selv
En ung der ikke kan mærke sin egen grænse, kan heller ikke aflæse en andens. Den der har lukket ned for sit eget kropslige ja og nej, står blind over for et andet menneskes.
Derfor begynder det i kroppen. Med at mærke efter, langsomt, og turde sige det højt. Det kan man træne, ligesom alt andet vi gerne vil blive gode til. Men det sker kun hvis nogen tør gå forrest og underviser i det.
Efter mere end 300 foredrag ved jeg hvad der så sker. Skuldrene falder. Spørgsmålene kommer, dem de aldrig turde stille.
Et foredrag eller en time kan plante frøet. Men frøet skal vandes, og det kræver mere end en paragraf på et skema.
Kære rektorer og uddannelsesledere: hvordan sikrer I at det bliver mere end en paragraf de skal kunne udenad?
