Sådan når I ind til de elever der mistrives i det skjulte

Flere og flere gymnasier ansætter en trivselsvejleder. Det er klogt. Det er det rigtige at gøre.

Men sådan en vejleder kan kun hjælpe den elev der banker på døren.

Og de elever der har det sværest, banker sjældent på.

Hver tredje unge kvinde har det skidt mentalt. Blandt de unge mænd er det hver femte. Pigerne mistrives synligt, og dem kan I nå.

Men tallene fanger kun dem der kan mærke det og sætte ord på det.

Hvad med dem der ikke kan?

Hvorfor misser selvhenvendelse de værst ramte?

Næsten alle trivselstilbud bygger på det samme: eleven opdager at noget er galt, og eleven rækker ud.

Det lyder rimeligt. Men det forudsætter to ting man ikke altid har. At man kan mærke at noget er galt. Og at man tør sige det højt.

12-tals-pigen der har styr på det hele, kan skjule en dyb mistrivsel bag det perfekte. Og det er netop de ressourcestærke, dygtige elever der mærker presset hårdest. Over halvdelen af pigerne på gymnasiet føler sig pressede i hverdagen. Men hun rækker ikke hånden op. Det ville ødelægge billedet.

Og drengen figurerer slet ikke i tallene for mistrivsel. Ikke fordi han har det godt. Men fordi han er trænet i ikke at mærke sig selv. Mere end dobbelt så mange unge kvinder som mænd søger hjælp. Det betyder ikke at drengene har det dobbelt så godt. Det betyder at de ikke beder om den.

Et system der venter på at eleven selv kommer, fanger dem der kan. Det misser dem der ikke kan. Og det er præcis dem det handler om.

Hvad med dem der aldrig rækker hånden op?

Svaret er ikke flere kanaler de selv skal opsøge. Men noget der kommer til dem.

Noget fælles for hele årgangen. Et rum hvor ingen skal melde sig, række ud eller udstille sig. Hvor de bare er til stede, sammen med alle de andre, og hvor nogen tør gå forrest med det svære.

For det er dér det sker. Når en voksen står foran en hel årgang og fortæller ærligt om sin egen skam, sit eget nederlag, det han ikke turde sige højt, så falder skuldrene i salen. Også hos ham på bagerste række der troede han var den eneste. Han skal ikke gøre noget. Han skal bare opdage at han ikke er alene.

Det er forskellen på et tilbud man skal opsøge og en oplevelse der opsøger én.

Hvad gør et foredrag som en samtale ikke kan?

Et foredrag når hele rummet på én gang. Også ham der aldrig ville booke en samtale.

Jeg ved det, for jeg var ham.

Som teenager kunne jeg ikke få den op at stå første gang jeg skulle have sex. Det værste var ikke nederlaget. Det værste var at jeg ikke havde nogen at dele det med. Så jeg lukkede ned. Udadtil havde jeg det fint. Jeg drak mig fuld til hver fest og lod som om alt var i orden.

Ingen voksen opdagede noget. Jeg bad jo aldrig om hjælp. En trivselsvejleder ville aldrig have fanget mig, for jeg vidste ikke selv at jeg havde brug for det.

Det der kunne have nået mig, var ikke et tilbud om en samtale. Det var at se en voksen stå foran mig og være det jeg ikke turde være: ærlig om det pinlige.

Det er metoden. Vi går forrest med det sårbare. Og når vi gør det, holder eleverne op med at præstere for en stund. Spørgsmålene begynder at komme. Først forsigtigt. Så de spørgsmål de aldrig har turdet stille nogen.

I workshoppen ugen efter, i det mindre rum, går det endnu dybere. Færre øjne, mere tryghed. Det er dér de tavse begynder at åbne sig.

Sådan klæder I jer på

Uanset om I henter os ind eller gør det selv, er der nogle tiltag der gør en afgørende forskel.

Lav noget fælles for hele årgangen. Ikke kun et tilbud de skal opsøge. De værst ramte opsøger ikke noget, og derfor er det netop dem et fælles rum fanger.

Sørg for at nogen tør gå først med det sårbare. En lærer der selv har gjort sit arbejde med skam og grænser, kan stå roligt i det når en elev pludselig deler noget han aldrig har sagt højt. En der ikke har, kan ikke. Det er ikke en svaghed ved læreren. Det er bare svært at guide nogen gennem et terræn man ikke selv tør betræde.

Giv plads til det mindre rum bagefter. Det store foredrag åbner. Workshoppen i klassen forankrer. Det er i den mindre gruppe skuldrene for alvor falder.

Skab en lavpraktisk, anonym vej for dem der stadig ikke tør åbne munden. En seddel, en skærm, en kanal hvor ingen kan se hvem der skriver.

Hold øje med dem der ser ud som om de har det for godt. 12-tallerne. Dem der altid har styr på det. Nogle gange er den blankeste facade den tungeste at holde.

Hvorfor mærker drengene ikke sig selv?

Fordi vi har lært dem det.

“Tag dig sammen. Drenge græder ikke.” Drenge lærer tidligt at følelser er noget man taler med sin mor om, ikke sin far. Og på et tidspunkt holder de op med at tale om dem overhovedet. Til sidst kan de ikke engang mærke dem selv.

Så møder du ham i omklædningsrummet. “Hvordan går det? Jaja, fint. Scorede for vildt i weekenden.” Facaden er perfekt. Og bagved sidder en dreng der ikke aner hvad han føler fordi ingen har vist ham hvordan man mærker efter.

Det er ikke pigernes mistrivsel mod drengenes. Det er den samme kultur der rammer begge køn på hver sin måde. Pigen presses til at være perfekt. Drengen til ikke at føle. Begge ender med en krop de ikke kan mærke.

Og det er den krop al trivsel hviler på.

Pligten er nem. Det svære er at nå dem alle

I gør allerede meget. Trivselsvejlederen er et rigtigt skridt. Men hvis I vil nå dem der aldrig selv siger til, kræver det en obligatorisk fællestime. Og nogen der tør gå forrest.

Det er det vi hjælper gymnasier med. Nogle gange ved at stå foran eleverne selv. Andre gange ved at klæde jeres egne lærere på så de tør gå ind i det svære og blive der.

Kære rektorer og uddannelsesledere. Hvordan spotter I de elever der på overfladen har det fint, men som faktisk mistrives?

Vil I tale om hvad der passer til netop jeres elever, så book en uforpligtende samtale.