Første gang kunne jeg ikke få den op at stå

Sådan åbner jeg ofte mine foredrag på landets gymnasier. Det er som regel her rektoren overvejer, om det var det rigtige valg…

Jeg gør det, fordi noget sker i salen i præcis det øjeblik. 300 par skuldre begynder at falde.

De unge sidder i klasselokaler hvor alt skal være perfekt.
Karaktererne. Kroppen. Profilen. Følelserne. Den første gang. Så går jeg på scenen og fortæller om min debut. Tom, ensom og pinlig. En krop der ikke fik memoet om hvad den skulle.

Det jeg ser hver gang, er den samme lettelse. En der har troet han var den eneste. En der har båret rundt på en oplevelse, der aldrig er blevet sagt højt. Når jeg står der og fortæller om mit eget nederlag, sker der noget i rummet: eleverne holder op med at præstere for en stund.

Vi starter altid med en sårbar historie fra vores eget liv.
Walk my talk – og talk my walk. Det er metoden.

For perfektionisme krakelerer ikke når nogen taler om perfektionisme. Den krakelerer når nogen står foran dig og er det modsatte. Du kan ikke undervise dig ud af skam. Du kan ikke holde et oplæg om sårbarhed og forvente at nogen åbner sig. Det eneste der virker, er selv at gå forrest.

Det er ikke en teknik, jeg har læst mig til. Det er noget jeg har lært via 300+ foredrag – at det øjeblik jeg viser den uredigerede version af mig selv, giver eleverne sig selv lov til at slippe deres egen redigerede version for en stund.
Og det er der samtalen begynder.

Hvad må der ikke tales om hos jer?