Seksualundervisning på de gymnasiale uddannelser: sådan opfylder I kravet

Siden skoleåret 2023/24 har seksualundervisning været obligatorisk på de gymnasiale uddannelser. Det betyder, at I som skole skal levere den. Loven siger, at den skal indgå løbende i gymnasietiden, og at den skal dække samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme.

Men loven siger ikke ét ord om, hvem der skal stå for den. Eller hvordan. Og det er der, den bliver svær.

Er seksualundervisning lovpligtigt på gymnasiet?

Ja. Kravet trådte i kraft skoleåret 2023/24 og gælder stx, hhx, htx og hf. Det er skrevet ind i lov om de gymnasiale uddannelser som en tværgående aktivitet, på linje med digitale og innovative kompetencer. Det er altså ikke et selvstændigt fag med eksamen. Det skal væves ind i forløbet og indgå løbende i gymnasietiden.

Det giver jer frihed. Det giver jer også et problem, som vi kommer til.

Hvad skal undervisningen indeholde?

Fire emner går igen i kravet: samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme. Det er minimumet. Det er den viden, eleverne skal stifte bekendtskab med.

Den del er nem at dokumentere. Et oplæg om prævention og kønssygdomme krydser et par af felterne af på en eftermiddag. De fleste af os husker selv den slags: en overhead, et kondom rullet ned over en banan, og en lærer, der tydeligvis hellere ville rette stile. Spørgsmålet er, om det er det, der virker.

Læg nemlig mærke til, at de fire emner ikke er samme størrelse. Prævention og kønssygdomme er fakta. Det kan en biologilærer levere i søvne, og det fortjener ros. Samtykke og grænser er en helt anden disciplin. Det sidder i kroppen, og det er svært at undervise i for enhver gymnasielærer, der ikke selv har trænet at mærke sit eget ja og nej.

Loven beder faktisk om mere end viden. Den siger, at eleverne skal få mulighed for at reflektere over det, de lærer. Refleksion er ikke noget, man krydser af på en eftermiddag. Det kræver et rum, hvor nogen tør gå forrest.

Hvem skal stå for den?

Det siger loven ikke noget om, og her vælger skolerne forskellige retninger. Indtil videre har disse tre veje været mest udbredt:

Egne lærere. Ofte biologilærerne, der lægger et forløb ind (ofte i 1.g). Billigt og fleksibelt, og lærerne kender eleverne. Det kræver bare, at læreren tør gå forrest med det sårbare. Og det er desværre ikke en selvfølge.

Kommunens sundhedsplejerske. Gratis flere steder, hvilket er svært at sige nej til. Typisk ét modul om prævention, samtykke og grænser. Solidt på fakta.

Ekstern udbyder. Koster penge. Til gengæld får I nogen, som er eksperter i emnet, og som kan stå i det rum, hvor det bliver akavet. Men ekstern er ingen garanti i sig selv. Nogle udbydere sender folk ud, der leverer fakta fint. At gå ind i det sårbare og blive der er en anden sag. Spørg ind til, hvem der faktisk står foran eleverne, og om de kan stå i det.

Der er ikke ét rigtigt svar. Der er et valg. Og valget afgør, om timen er glemt inden frikvarteret, eller om den bliver noget, eleverne stadig trækker på som voksne.

Flueben eller tyngde

Her er den ærlige del. Loven dækker det kognitive. Viden om prævention. Reglerne for samtykke. Navnene på sygdommene. Det er vigtigt, og det er nemt at levere.

Men efter 300+ foredrag ved jeg, hvad der faktisk flytter noget i et klasselokale. Det er ikke fakta. Eleverne kender godt loven. De har hørt om samtykke. De ved, hvad de bør sige.

De kan bare ikke mærke deres eget ja og nej.

Samtykke bor i kroppen. Samtykkeloven er kognitiv. Og hvis undervisningen kun rammer hovedet, har I opfyldt kravet uden at røre det, kravet handlede om. Eleverne går ud med endnu en regel, de ikke kan omsætte, når det gælder.

Det er forskellen på et flueben og tyngde. Begge dele opfylder loven på papiret. Kun det ene bliver siddende i eleverne.

Karaktererne falmer med årene. Evnen til at mærke sine egne grænser følger eleverne ind i hvert forhold, de får.

Sådan sikrer I, at den tæller

Fire ting gør forskellen, uanset hvilken vej I vælger:

Dæk de fire emner, så dokumentationen er på plads. Det er basis-versionen.

Sørg for, at nogen tør gå forrest med det akavede. Det er der, skuldrene begynder at falde, og det er der, de rigtige spørgsmål kommer. De spørgsmål, eleverne aldrig har turdet stille før.

Læg undervisningen et sted, hvor den giver mening. Klemt ind mellem fotosyntese og en prøve forsvinder den.

Bed om en procesbeskrivelse, hvis I bruger en ekstern. Så har I papiret til at vise, at kravet er løftet, og I kan bruge tiden på indholdet i stedet for på dokumentationen.

Pligten er nem. Det svære er at gøre det godt

Loven har givet jer en opgave. At opfylde den kræver ikke meget. At gøre det på en måde, som påvirker eleverne resten af deres liv, kræver, at I tør tage stilling til, hvem der står foran dem.

Det er det spørgsmål, vi hjælper gymnasier med at svare på. Nogle gange ved at stå foran eleverne selv. Andre gange ved at klæde jeres egne lærere på, så de tør gå ind i det svære og blive der.

Vil I tale om, hvad der passer til netop jeres elever, så book en uforpligtende samtale.